CI Foreningen
Formål
Vedtægter
Bliv medlem
Bestyrelsen
Hvad er CI?
Bilateral CI
Nyhedsbreve
Artikler
Netværk/støttegrupper
Club 18-40 år
Arrangementer
Brugerhistorier
Tips

CI Foreningens hovedsponsor

CI Foreningen - Vedtægter

Vedtægter for Cochlear Implant Foreningen:


§1 Foreningens navn er Cochlear Implant Foreningen.
Foreningen er landsdækkende og uafhængig af andre hørehandicapforeninger.
Foreningens hjemsted er den til enhver tid siddende formands adresse.

§2 Foreningens formål er:
1: gennem oplysning at give implanterede optimale muligheder for at kunne udnytte deres implantater.

2:  udvikle dialogen mellem implanterede samt være til støtte for alle, som ønsker hjælp eller rådgivning i forbindelse med Cochlear Implantering.

3: fremme forståelsen for Cochlear Implant - herefter benævnt CI - i det omgivende samfund. Dette gøres gennem dialog mellem foreninger, samfund, medier, døveverdenen, behandlere og administratorer af Implant-programmet. Dette gøres med fuld accept af den enkelte brugers kommunikationsevne.


§3
Medlemmer
Stk. 1: Som medlemmer optages voksne implanterede. Endvidere kan CI-kandidater, familie og venner til CI-implanterede, institutioner, foreninger, virksomheder m.fl. optages som støttemedlemmer.
Støttemedlemmer har ikke stemmeret og er ikke valgberettigede. Stemmeberetttigede og opstillingsberettigede er kun implanterede, der betaler kontingent.
Stk. 2: Et støttemedlem eller medlem, som modarbejder foreningen, handler illoyalt og i strid med nærværende vedtægter eller beslutninger, som er vedtaget af generalforsamlingen, kan af bestyrelsen indstilles til eksklusion.
En eksklusion skal godkendes af den nærmest følgende generalforsamling med 2/3 flertal
Medlemmet har under sagens behandling ret til at fremlægge sine synspunkter overfor generalforsamlingen.

§4 Foreningens ledelse varetages af en bestyrelse på 6 medlemmer. Medlemmerne vælges af generalforsamlingen for 2 år ad gangen. I lige år vælges formand og 2 bestyrelsesmedlemmer, i ulige år vælges kasserer og 2 bestyrelsesmedlemmer . Bestyrelsen konstituerer sig med en sekretær og fordeler følgende ansvarsområder i resten af bestyrelsen, nemlig redaktør på Nyhedsbrevet, kurser og netværk. Hvert år vælges 2 suppleanter til bestyrelsen. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

§5 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Ordinær generalforsamling afholdes en gang årligt i perioden medio marts til medio april. Der skal udsendes et forvarsel 2 måneder før selve afholdelsen af generalforsamlingen. Forvarslet sendes direkte til alle medlemmer. Forvarslet giver alle medlemmer mulighed for at indsende forslag der ønskes behandlet på generalforsamlingen. De fremsendte forslag sendes til formanden senest 30 dage før generalforsamlingen, og bliver vedlagt selve indkaldelsen til omfatte den af bestyrelsen fastsatte dagsorden, minimum med følgende faste punkter:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Fremlæggelse af revideret regnskab
4. Indkomne forslag
5. Fastsættelse af næste års kontingent
6. Valg af medlemmer og suppleanter til bestyrelsen
a. Valg af formand (lige år)
b. Valg af kasserer (ulige år)
c. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (lige år)
d. Valg af 2 bestyrelsesmedlemmer (ulige år)
e. Valg af 2 suppleanter (hvert år)
7. Valg af revisor samt suppleant for denne (begge vælges hvert år)
8. Eventuelt
Indkaldelse sendes direkte til medlemmerne.

§6 Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uanset det fremmødte antal medlemmer.
Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Hvis minimum 1/3 af de fremmødte medlemmer skulle ønske det, skal der være skriftlig afstemning. Forslag til ændring af vedtægter og evt. ophævelse af foreningen skal meddeles medlemmerne senest samtidig med indkaldelsen til generalforsamlingen. Vedtægtsændringer afgøres ved flertal på 2/3 af de fremmødte medlemmer. Ophævelse af foreningen afgøres ved kvalificeret flertal på 2/3 af medlemmerne. I dette tilfælde kan stemme afgives enten ved generalforsamlingen, brev til formanden eller ved fuldmagt til formanden.

§7 Hvis et flertal i bestyrelsen eller mindst 50% af de stemmeberettigede medlemmer fremsætter ønske herom, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling. Indkaldelse hertil følger de samme regler som for ordinær generalforsamling, dog undtaget er dagsordenens udformning.

§8 Bestyrelsen kan til enhver tid tage beslutning om at nedsætte underudvalg til varetagelse af opgaver efter behov.

§9 Ved ophævelse af foreningen træffer den ophævende generalforsamling beslutning , om hvad der skal ske med foreningens midler og eventuelle aktiver.

§10 Økonomi
Stk. 1: Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening.
Foreningen finansieres ved hjælp af medlemsbidrag samt om muligt offentlige tilskud, frivillige bidrag fra private og virksomheder og sponsoraftaler.
Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk. 2: Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Kontingentet har en medlemsperiode, der gælder fra 1.6. til 31.5. Medlemskabet gælder, så længe der betales kontingent. Bestyrelsen har ret til at slette evt. restanter af medlemslisten.

Vedtaget på generalforsamling den 16. marts 2002. Senest revideret på generalforsamling den 12. marts 2011.